Psykoterapeut Sofie Timmermann

I 1985 blev det lovmæssigt vedtaget, at ” Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.”. Denne ændring medførte dog ikke, at det ikke fortsat ansås for acceptabelt at revse sine egne børn. Først 12 år efter, i 1997, blev lovteksten, i det der i dag er Forældreansvarslovens §2 stk. 2 ændret til ” Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.”. Revselsesretten blev afskaffet og det blev strafbart, på lige fod med al anden vold, at udøve fysisk vold mod sine børn (psykisk vold blev, beklageligt, først et strafferetsligt begreb i 2019!).

Faktum er dermed, at alle som er født i Danmark inden 1997, er kommet til Verden i et samfund, som ikke beskyttede børn mod vold og krænkende adfærd i hjemmet tilstrækkeligt, så længe det var indenfor ”normen” af, hvad barnets omsorgspersoner fandt acceptabelt. Tænk over det… Det er kun 27 år siden!

Det hører heldigvis til sjældenhederne, at jeg møder klienter som har fået direkte daglige tæsk, men jeg oplever jævnligt, at klienter fortæller om at have ”fået et par flade i ny og næ” eller ”en endefuld ved lejlighed”. Skæld ud med råben, høj stemme, tvungen øjenkontakt og greb i armen hører bestemt heller ikke til sjældenhederne. Afstraffelse med at blive sendt på værelset ”til afkøling” eller andre former for isolation fra omgivelser, fællesskab og familie er også hyppige beretninger. Alt sammen bliver fortalt som værende fuldkommen acceptabelt og indenfor hvad man måtte anse som værende normalt. Når jeg så spørger de samme klienter, om de behandler deres egne børn på samme måde, så er svaret heldigvis oftest et rungende ”Nej, aldrig i livet!”.

Noget tyder heldigvis på, at ikke blot loven, men også vores opfattelse af, hvad der er acceptabel behandling af vores børn, har ændret sig væsentligt. Desværre gælder det for mange som er født i 80’erne, 90’erne og før dog, at den behandling og opvækst de selv har fået, blot er et kår som skal accepteres og som ikke kræver yderligere opmærksomhed. Sket er sket.

Vores samfundsmæssige normtænkning har ændret sig, men vores opfattelse af vores egen opvækst har ikke. Dette er som sådan forståeligt, da det er forbundet med en del modstand og ubehag, at skulle betragte sin egen opvækst, forældre som de fleste elsker og som man mener har gjort deres bedste, med kritiske øjne. Det kan dog være værd at spørge sig selv, hvad disse oplevelser har betydet og fortsat betyder i dag.

Der er en fornuftig årsag til, at det i dag ikke er tilladt at revse sine børn. Det er at det er skadeligt og traumatiserende for barnet. Børn er fuldkommen hjælpeløse når de bliver født og dermed er de også fuldkommen afhængige af deres omsorgspersoner indtil de når en vis alder. Børn tilpasser sig den opvækst de lever i, da det er det eneste de kender og dermed betragter som normalen.

Børn som vokser op med omsorgspersoner, der har en uhensigtsmæssig, voldelig, afstraffende, truende eller på anden måde krænkende adfærd, udvikler handlemønstre, tanker, fortællinger og strategier, der sikrer at de kommer bedst muligt igennem barndommen med færrest muligt knubs. Disse handlemønstre, tanker, fortællinger og strategier følger med op i voksenlivet og det kan skabe store problemer for den enkelte, både i arbejdslivet, i parforholdet, familien og i forhold til egne børn og opdragelse. Det er Revselsesrettens Rester. Det der var nødvendigt i barndommen for at ”overleve” både fysisk og følelsesmæssigt, er ikke altid hverken nødvendigt eller fordelagtigt i voksenlivet.

Voksne der som børn har levet i voldelige hjem eller med voksne med den ovenfor nævnte adfærd og/eller overdrevn magtanvendelse, kan opleve følgerne meget forskelligt, ligesom de kan komme til udtryk på mange forskellige måder, både alene og i kombination med hinanden afhængig af omgivelserne og situationen.

– Hos nogle fylder problemerne i følelseslivet med dårligt selvværd, angst, irritation, vrede, utilfredshed, had, håbløshed, meningsløshed, ensomhed og depression.

– Hos andre er det handlemønstre i form af enten overdreven eller undertrygt adfærd, så som aggressiv adfærd, selvdestruktiv adfærd, selvskade, spiseforstyrrelser, kontroladfærd, misbrug, hyperaktivitet, passivitet, overdreven stræben efter at gøre andre tilfredse, udøvelse af vold og psykisk manipulation, overdreven magtanvendelse, afstraffelse, apati, overforsigtighed, overbeskyttelse af egne børn, at udsætte sig selv for unødvendige farer, ikke at kunne passe på sig selv, ubeslutsomhed, manglende grænsesætning osv.

– Hos andre igen er det tankerne der er på overarbejde i form af tankemyller, overdreven fortolkningsevne, katastrofetanker, overtænkning, tvangstanker, angstlidelser osv.

Revselsesretten er afskaffet, men der er stadig resterne tilbage. Heldigvis er der mulighed for at få ryddet af bordet og få noget nyt og bedre på tallerkenen. Dette kan ske, ved at skabe en bevidsthed og accept af barndommens traumer, så der kan dannes nye tanker, trænes ny adfærd og skabes nye gode følelser.

Lær at leve som voksen – i stedet for at overleve – det er frihed til et selvvalgt liv!