Rollen som forældre til teenagere er lige så udfordrende, hvis ikke mere, som rollen som småbørnsforældre. Vores børns hjerne er i de to perioder af deres barn- og ungdom i rivende udvikling. De kæmper for mest mulig søvn og de er ultra modtagelige for omverdenens påvirkning.
Det er ikke rart at være en teenagehjerne. Det er hårdt og trættende arbejde og det er en overflod af følelser der vælter rundt i sindet, helt uden nogen form for bevidst styring. Når følelserne bliver for svære, for mange og for uoverskuelige, så er der kun et sted at rette dem hen og det er mod os forældre. Det gode ved den historie er, at hvis din teenager udtrykker al sin surhed, vrede og andre svære følelser overfor dig, så har du gjort noget rigtigt. Du har skabt en tryg teenager, som ved at din kærlighed er ubetinget, så klap dig selv på skulderen.
Mindre godt er det, hvis udbruddene skaber følelser i dig, som du ikke kan være med. Det er naturligt at føle sig afvist, ked af det, såret, adskilt, sørgmodig, uønsket og fortabt. Kan du rumme disse følelser, så kan du agere voksent og konstruktivt overfor din teenager og udvise medfølelse, empati, hensyn og forståelse, både overfor dem og dig selv. Kan du ikke være med dine egne følelser, så kan forholdet til din teenager blive konfliktfyldt eller du ender med at blive overbeskyttende, omklamrende og føle dig fortabt, mislykket og utilstrækkelig som forælder.
Børns hjerner og dermed følelsesliv udvikler sig enormt meget i teenageårene. Symbiosen med os forældre brydes og børnene retter blikket ud mod Verden, mod vennerne, mod fællesskaberne og væk fra os. De er sårbare og kan ikke beregne konsekvenser af deres handlinger og beslutninger. Derfor er vores rolle og adfærd som forældre ekstremt vigtig for de unge menneskers fortsatte rejse mod at blive selvhjulpne, fornuftige, følelsesmæssigt intelligente voksne mennesker. Det er vigtigt at ansvaret for deres egen trivsel overdrages gradvist og nænsom til dem, så de (læs deres hjerner) kan følge med. Det er vores forældreansvar!
Har du svært ved at håndtere din teenagers svingende humør og adfærd? Føler du dig somme tider utilstrækkelig og magtesløs? Har I konflikter, som du ikke kan løse? Er det sorgfuldt, at dit barn er ved at adskille sig fra dig og skabe sin egen identitet? Hvis det er tilfældet, kan det være gavnligt for dig at lære mere om biopsykologi og den udvikling der sker i hjerne på din teenager. Samtidig kan det være du har brug for støtte til at være med dine egne følelser.
